Vedtægter

§ 1 – Navn:

Selskabets navn er: “Selskabet for Aalborgs Historie”.

 § 2 – Formål:

Selskabets formål er, ved afholdelse af foredrag, udgivelse af årbog, skrifter, m.v., at vække og vedligeholde interessen for Aalborgs historie og topografi samt bevarelsen af dets gamle minder.

 § 3 – Generalforsamling:

Selskabets højeste myndighed er generalforsamlingen. Den indkaldes med 14 dages skriftlig varsel. Den ordinære generalforsamling afholdes i maj måned, med følgende dagsorden:

  1. Valg af dirigent
  2. Beretning
  3. Regnskab
  4. Indkomne forslag
  5. Valg af
    1. Formand
    2. Kasserer
    3. Medlemmer til styrelsen (jvf. § 4)
    4. To styrelses-suppleanter
    5. To revisorer
  6. Eventuelt

Forslag der tilsigter en generalforsamlingsbeslutning, må være formanden i hænde senest den 10. april.

Ekstraordinær generalforsamling kan indkaldes, når styrelsen finder det fornødent.

Generalforsamlingens beslutninger træffes ved simpel stemmeflerhed (jvf. dog § 8).

 § 4 – Styrelse:

Selskabet ledes af en formand og en styrelse på 8 medlemmer.

Tre af disse er permanente, udpeget af henholdsvis Aalborg Historiske Museum, Aalborg Stadsarkiv samt Aalborg Kommunes Skole- og kulturforvaltning.

Formand og 2 styrelsesmedlemmer vælges på den ordinære generalforsamling. Kasserer og to andre styrelsesmedlemmer på det følgende års generalforsamling.

Valgperioden er 2 år.

Genvalg kan finde sted.

Styrelsen konstituerer sig selv efter hver generalforsamling.

Suppleanter deltager i styrelsesmøder som observatører – dog med stemmeret, når de erstatter et fraværende eller afgående styrelsesmedlem.

 § 5 – Regnskabsår:

Selskabets regnskabsår starter 1. april.

 § 6 – Kontingent:

Kontingentet fastsættes af styrelsen og vil normalt være indeholdt i prisen på årbogen.

 § 7 – Vedtægtsændringer:

Forslag til ændringer i selskabets vedtægter skal fremgå af dagsordenen for den generalforsamling, hvorpå de agtes behandlet og kan vedtages med almindelig stemmeflerhed.

 § 8 – Opløsning:

Opløsning af selskabet kan kun finde sted efter flertalsbeslutning på to generalforsamlinger, der skal være indkaldt med et interval på mindst 14 dage.

I tilfælde af selskabets opløsning, bestemmer flertallet af de fremmødte på den sidste generalforsamling, hvor selskabets arkivalier skal placeres og hvor eventuelle midler skal anvendes.

 

Vedtaget på den ordinære generalforsamling – 26.05.1988
Ændret på den ordinære generalforsamling – 27.05.1999

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

75 + = 80